22-årig mand idømt fængselsstraf efter biljagt i Kolding

dato

En 22-årig mand er torsdag ved Retten i Kolding blevet idømt 1 år og 11 måneders ubetinget fængsel for i december 2025 at have forsøgt at køre fra politiet med høj hastighed gennem Kolding og derved udsat adskillige andre trafikanters liv og førlighed for fare.

Den 22-årige blev anholdt den 11. december 2025 kl. 20.19 efter en længere eftersættelse gennem Kolding. Politiet observerede ham køre på Fynsvej og forsøgte efterfølgende at standse ham på Bramdrupskovvej. Den 22-årige efterkom imidlertid ikke politiets anvisninger, og det udviklede sig til en eftersættelse på over 20 minutter med høj hastighed i og omkring Kolding.

 

Retten fandt manden skyldig i otte tilfælde af fareforvoldelse, hvor han blandt andet flere gange på Vejlevej udsatte andre trafikanters liv eller førlighed for nærliggende fare.

 

Eftersættelsen endte i Låsbygade, hvor politiet påkørte flugtbilen for at få den standset. Den 22-årige viste sig efterfølgende at være påvirket af euforiserende stoffer og var desuden frakendt førerretten.

 

Retten i Kolding fastsatte straffen til 1 år og 11 måneders ubetinget fængsel og frakendte ham førerretten ubetinget i 10 år.

 

”Der er tale om en alvorlig sag, hvor det må betegnes som heldigt, at ingen kom til skade. Den tiltalte kørte på en måde, der udsatte en række tilfældige trafikanter for betydelig fare,” siger anklager Kasper Sørensen fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.

 

”Retspraksis ser forholdsvis strengt på sager, hvor man bevidst udsætter andre trafikanters liv og førlighed for fare. Var forholdet begået efter den 15. februar 2026, ville straffen formentlig have været endnu højere som følge af den strafskærpelse for fareforvoldelse i trafikken, der trådte i kraft på det tidspunkt,” tilføjer han.

 

Den tiltalte, der under sagen nægtede sig skyldig i fareforvoldelse, men erkendte selve kørselsforløbet, var ikke mødt til domsafsigelsen.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi