44-årig mand tiltalt for uagtsomt manddrab på bosted i Kolding

dato

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har rejst tiltale mod en 44-årig mand fra Kolding Kommune for overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab.

En 44-årig mand fra Kolding Kommune er af anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi blevet tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab. Ifølge anklageskriftet fandt hændelsen sted den 31. januar 2024 på et bosted på Centervej i Bramdrupdam i Kolding.

 

Den tiltalte var på gerningstidspunktet ansat på bostedet og bistod en beboer i forbindelse med brug af bostedets spabad. Det er anklagemyndighedens påstand, at den tiltalte ikke sikrede sig, at vandtemperaturen var passende, inden beboeren kom i badet, hvorved beboeren pådrog sig forbrændinger og afgik som følge af forbrændingerne og følgerne heraf ved døden den 7. februar 2024.

 

”Der er tale om en tragisk sag, hvor vi mener, at der blev udvist en sådan grad af uagtsomhed, at der er grundlag for at rejse tiltale for uagtsomt manddrab,” siger specialanklager Bettina Lauridsen Wagner fra Sydøstjyllands Politi.

 

Sagen behandles ved Retten i Kolding og er endnu ikke berammet. Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har nedlagt påstand om bødestraf.

 

Da sagen endnu ikke er afgjort, har anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi ikke yderligere kommentarer.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi