45-årig mand fra Kolding kendt skyldig i to sager om trusler

dato

Trusler rettet mod en lokalpolitiker samt trusler på livet rettet mod en anden person har tirsdag ført til, at en 45-årig mand er blevet idømt 4 måneders ubetinget fængsel.

En 45-årig mand fra Kolding er i dag blevet dømt for at true en lokalpolitiker og for trusler på livet mod en borger.

 

Det har Retten i Kolding afgjort.

 

Retten fandt det bevist, at den 45-årige med kommentaren ”Nævn min mor igen til Og så mødes vi og jeg ødelægger dit fjæs,” overtrådte straffelovens paragraf 119, stk. 1, jf. stk. 3, jf. § 81, nr. 7, den 9. august 2025 ved at skrive en kommentar til en lokalpolitikers opslag på Facebook.

 

Den 45-årige var også tiltalt for at have truet en borger på livet ved at fremføre trusler via beskedtjenesten Messenger. Retten fandt bevist, at manden herved havde overtrådt straffelovens paragraf 266, stk. 1.

 

Retten afgjorde, at den 45-årige mand skulle idømmes en fængselsstraf på 4 måneder.

 

”Der er tale om en alvorlig sag, hvor den dømte både var tiltalt for skriftligt at true en person på livet samt skriftligt at true en lokalpolitiker. Dommen slår fast, at man som borger ikke skal risikere at frygte for sit liv på baggrund af trusler. Dommen fastslår også, at man som politiker skal kunne præsentere politiske synspunkter eller komme med lovlige ytringer uden at blive genstand for trusler,” siger senioranklager Camilla Jørgensen fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.

 

Den 45-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi