Gårsdagens og nattens snevejr giver glatte og ufremkommelige veje flere steder i Sydøstjyllands politikreds. Derfor fraråder myndighederne i Sydøstjylland al unødig udkørsel i Skanderborg Kommune. Borgere, der bor eller arbejder andre steder i Sydøstjylland, bedes også overveje, om det er nødvendigt at køre ud.
Der er sne- og isglatte veje mange steder i Sydøstjylland. Derfor fraråder Sydøstjyllands Politi al unødig udkørsel i Skanderborg Kommune. Samtidig opfordrer politiet og de øvrige myndigheder, der er en del af Det Lokale Beredskab i Sydøstjylland, til, at man overvejer, om det er nødvendigt at køre ud i trafikken fredag morgen.
”Der er sne- og isglat mange steder i Sydøstjylland, og derfor ser vi gerne, at man overvejer at arbejde hjemme i dag, hvis man bor eller arbejder i Sydøstjylland. Og for Skanderborg Kommune, der lige nu er hårdest ramt, fraråder vi al unødig udkørsel” siger politiinspektør Kristian Juliussen fra Sydøstjyllands Politi.
Mindre veje rundt om i Sydøstjylland kan være helt eller delvist lukkede for trafik grundet vejret.
Hvis du skal nordpå, skal du også være opmærksom på, at Østjyllands Politi fraråder al unødig udkørsel på grund af meget glatte veje og udfordringer med fremkommeligheden. Østjyllands politikreds grænser op til Sydøstjyllands politikreds ved Skanderborg Kommune og Horsens Kommune.
Sydøstjyllands politikreds består af Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Billund, Fredericia og Kolding kommuner.
Du kan følge med i trafiksituationen på trafikinfo.dk og følge myndighedernes anbefalinger på politi.dk.
Hvis du skal ud i trafikken, så husk de gode råd:
• Kør hjemmefra i god tid
• Hold ekstra afstand til den forankørende
• Tilpas din hastighed efter forholdene
• Sørg for, at der er rigeligt brændstof eller strøm på bilen
• Husk egnede dæk
• Vis hensyn til rednings- og servicekøretøjer, så de kan komme frem
• Husk at medbringe overtøj samt telefon, isskraber, refleksveste, sneskovl, tæppe, mad og drikke og evt. medicin.