Koldings kendte: Disse kendte danskere har tilknytning til Kolding

Foto: Colourbox. Flere kendte danskere har gennem tiden haft deres ben plantet i den koldingensiske jord.
Profilbillede
dato

Har du helt styr på, hvilke kendte danskere, der har en særlig tilknytning til Kolding? Læs med og bliv klogere herpå.

Kolding er en af landets ældste købstæder, og historien vidner om vigtige øjeblikke, der den dag i dag stadig kan ses i bybilledet. Men udover smukke, arkitektoniske levn og en stor historisk arv, har byen også været hjemsted for en række kendte danskere. 

Vi har samlet en oversigt over nogle af de mest fremtrædende danskere, der alle har rødder i den koldingensiske jord.

Kurt Ravn
Første navn på listen er den folkekære sanger og skuespiller Kurt Ravn, som de fleste nok husker som "Røde" fra Matador. Han har derudover medvirket i et hav af produktioner, heriblandt 39 spillefilm, 26 tv-serier, 5 julekalendre og 6 revyer. 

Kurt Ravn er født den 29. december 1947 i den sydvestlige bydel Seest i Kolding. Han er søn af speditør Aage Ravn og hustru Catharina Maria Otzen. 

Efter sin realeksamen var han maskinlærling i to år og havde derefter to år i flyvevåbnet og et år som sanger og trommeslager i danseorkestret "Scandi Four Combo", inden han blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1973.

Siden har han også medvirket i en række teateropsætninger og musical såsom "Vårbrud", "Det gode menneske fra Sezuan", "Godspell" og "Annie Get Your Gun". 

I 1981 modtog Kurt Ravn en Bodil for bedste birolle i "Jeppe på Bjerget". Indtil 1991 dannede han par med skuespillerinden Susanne Breuning og siden 1992 med skulptøren Annette Ravn, som han i dag er gift med. Parret kan i år fejre, at de har været sammen i 30 år.

Kilde: danskefilm.dk

Villy Søvndal 
Villy Søvndal har spillet en fremtrædende rolle i dansk politik, men oprindeligt stammer han slet ikke fra Kolding, omend han har boet der i mange år.

Han er født den 4. april 1952 i Linde nær Struer og er søn af husmand Peter Søvndal og medhjælpende ægtefælle Agnes Søvndal.

Han er uddannet fra Kolding Seminarium i 1980 og arbejdede som lærer ved Kolding Skolevæsen fra 1980-1992. Fra 1982-1994 var han medlem af Kolding Byråd.

Villy Søvndal er nok mest kendt for sit politiske virke for SF. Han er tidligere borgmesterkandidat og medlem af Folkepartiet. I 2013 var han udenrigsminister i perioden 3. oktober-12. december.

Han har tre børn med sin tidligere hustru Laila Rifbjerg. Siden 2012 har han været gift med Heidi Perto, og sammen bor de i Sønder Bjert, syv kilometer sydøst for Kolding.

Kilde: ft.dk 

Louise Svalastog 
Blandt de mest kendte kvindelige koldingensere finder man stregspillereren Louise Svalastog, som mange nok kender fra håndboldbanen, hvor hun i en årrække var en del af kvindernes håndboldlandshold. 

Hun er født den 1. oktober 1982 i Kolding, hvor hun også har tilbragt megen af sin håndboldkarriere. 

Allerede i en alder af tre og en halv startede hun med at spille håndbold i Bramdrupdam og skiftede som 10-årig til Kolding IF Håndbold. Efter et et-årigt ophold i Ikast-Brande EH, skiftede hun i sommeren 2008 tilbage til Kolding.

I sommeren 2011 kom hun til FC Midtjylland Håndbold , som hun vandt dansk cup og mesterskab i 2013 sammen med. Herefter rykkede hun til København Håndbold, hvor hun var fra 2014-2018.

Det sidste stop i hendes karriere som spiller blev hos Nykøbing Falster Håndboldklub.

I 2012 deltog Louise Svalastog i TV 2-programmet Vild med dans.

Hun har været gift med en anden håndboldspiller, Bo Spellerberg, med hvem hun har en datter.

I februar i år blev den tidligere landsholdsspiller præsenteret som ny direktør i kvindehåndboldkluben København Håndbold.

Kilde: wikiwand.com

Helen Clay Pedersen (1862-1950)
Den sidste person på listen er også en kvinde, men faktisk er hun slet ikke født i hverken Danmark eller Kolding.

Helen Clay (gift Pedersen) blev født den 27. maj 1862 i London, Storbritannien. Her mødte hun gartneren Anders Simonsen Pedersen, som hun i 1893 blev gift og efterfølgende flyttede til Kolding sammen med.

I 1897 oprettede ægteparret deres eget gartneri Aalykke for enden af Katrinegade. Ud over gartneriet drev de i Jernbanegade også en blomster-og grøntsagsbutik, som Helen passede.

Helen Clay kæmpede i en årrække for kvindernes sag – både i Danmark og internationalt. I 1910 blev hun formand for Dansk Kvindesamfunds Koldingkreds – en formandspost som hun havde i 35 år. Hendes første store opgave som formand var den landsomfattende Kvindernes Udstilling. 

Det var på Helens intitiativ, at Kvindernes hus i Kolding startede og stod færdigt i 1922. Her kunne man lære om husholdning, samfundet og seksualitet.

Hun var medlem af Dansk Kvindesamfunds fællesbestyrelse i 11 år. 

Grundet hendes engelske modersmål deltog Helen Clay i en række internationale kvindekongresser og rejste blandt andet til Berlin i 1929 for at medvirke i International Woman Suffrage Alliance.

På denne kongres var hun en af initiativtagerne til et nyt tiltag, der blev døbt Open Door International for the Economic Emancipation of the Woman, hvis hovedformål var at forsvare gifte kvinders erhvervsrettigheder.

Efter Helens død i 1950 rejste Dansk Kvindesamfund en mindesten på hendes grav for at markere hendes årelange kamp for kvinders rettigheder.

Kilde: KoldingWiki