En 41-årig kvinde er ved Retten i Kolding blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling for bl.a. at have forsøgt at dræbe en politiassistent i maj 2025.
En 41-årig kvinde blev i dag ved Retten i Kolding idømt anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid for at have forsøgt at dræbe en politiassistent under udførelsen af tjenesten. Kvinden blev også dømt for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter ved at stikke en låsesmed med en kniv.
Hændelsen fandt sted den 28. maj 2025 omkring klokken 11.40 i forbindelse med, at to politiassistenter sammen med en foged og en låsesmed var mødt op på en adresse i Grindsted.
Ifølge dommen gik den dengang 40-årige kvinde til angreb på den ene politiassistent med to knive. Kvinden ramte ham flere gange på arme og overkrop, og han måtte efterfølgende behandles akut. Ifølge retten var der risiko for, at han kunne være forblødt, hvis han ikke hurtigt havde modtaget lægelig behandling.
Kort forinden havde kvinden også angrebet en låsesmed, der forsøgte at åbne døren til lejligheden. Låsesmeden fik en behandlingskrævende flænge i fingeren.
Specialanklager Lone Hesselmark fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi udtaler om dommen:
”Der er tale om et meget voldsomt angreb på en politiassistent, der udførte sit arbejde. Dertil kommer angrebet på låsesmeden. Jeg er tilfreds med, at sagen nu har fået sin afgørelse, og at dommeren har fulgt anklagemyndighedens påstand om anbringelse på en psykiatrisk afdeling uden længstetid,” siger Lone Hesselmark.
Den 41-årige har været varetægtsfængslet i surrogat på en retspsykiatrisk afdeling siden overfaldet.
Kvinden blev endvidere tildelt en advarsel om udvisning. Hun modtog dommen.