Landsretten omgør byrettens afgørelse: 48-årig mand fængslet

dato

Den 48-årige mand fra Vejle, der den 11. september 2025 blev idømt fængselsstraf for grooming, blufærdighedskrænkelse og voldtægt af mindreårige drenge, er blevet fængslet torsdag den 9. oktober 2025.

Den 11. september 2025 blev en 48-årig mand fra Vejle idømt 1 år og 9 måneders ubetinget fængsel for grooming og blufærdighedskrænkelse af mindreårige samt voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje samt forsøg herpå af mindreårige.

 

Den 48-årige modtog dengang dommen. Anklageren krævede, at den dømte blev fængslet med det samme dels af hensyn til retsfølelsen, dels på grund af straffens længde. Retten fulgte ikke anklagemyndighedens påstand om fængsling efter dom, og den 48-årige kunne derfor forlade Retten i Kolding med henblik på at skulle indkaldes til senere afsoning.

 

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi kærede løsladelsen, og den påstand har Vestre Landsret nu fulgt.

 

Landsrettens omgørelse betyder, at den 48-årige er blevet anholdt torsdag den 9. oktober 2025.

 

Statsadvokaten har anket dommen

Statsadvokaten i Viborg har derudover besluttet at anke dommen fra den 11. september 2025 med påstand om, at straffen skærpes. Ankesagen er berammet til at begynde den 24. marts 2026.

 

”Det er vigtigt, at Statsadvokaten har valgt at anke sagen med henblik på skærpelse af straffen. Det er en særdeles grov sag med mange tilfælde af grooming, blufærdighedskrænkelse og seksuelle overgreb, hvor børn er blevet krænket over en periode på næsten 10 år. Det er derfor godt, at landsretten får mulighed for at vurdere straffeniveauet i denne type sager,” udtaler Claus Guldbrand, specialanklager i anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi