Lastbilchauffør idømt fængsel for at køre trods frakendelse af førerret

dato

Retten i Kolding idømte den 24. juni 2026 en lastbilchauffør seks måneders fængsel og frakendte hende samtidig retten til at føre tunge køretøjer i et år.

Den 9. februar 2026 standsede Tungvognscenter Syd ved Sydøstjyllands Politi en lastbil i forbindelse med en kontrol i Vejle. Føreren af lastbilen var en 40-årig kvinde fra Vejle-området, og kontrollen viste hurtigt, at hun ikke brugte sit eget førerkort, da førerkortet, der sad i lastbilens takograf, tilhørte en mand. En nærmere undersøgelse viste, at hun var frakendt retten til at køre bil og lastbil.

 

Ved Retten i Kolding var hun tiltalt for at have ført lastbilen med en andens førerkort og i frakendelsestiden i 30 tilfælde i tiden fra den 15. december 2025 til den 9. februar 2026.

 

For dette blev hun idømt seks måneders fængsel og frakendt retten til at føre tunge køretøjer i et år. Retten valgte at gøre straffen delvist betinget. Hun skal afsone 60 dage, mens de sidste 4 måneder er gjort betinget på vilkår af, at hun udfører 100 timers samfundstjeneste. Kvinden modtog dommen.

 

”Brug af førerkort og takograf er grundlaget for myndighedernes kontrol. Når man bruger en andens førerkort, prøver man bevidst at omgå reglerne. Rettens dom afspejler alvoren af overtrædelsen,” udtaler anklager Birgitte Jensen fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.

 

Vognmanden, hvis sag blev behandlet i samme retsmøde, fik en bøde på 365.000 kr. Vognmanden modtog også dommen.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi