Mand tiltalt for psykisk vold og flere tilfælde af vold mod tidligere samlever

dato

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har rejst tiltale mod en 29-årig mand i en sag om psykisk vold og flere tilfælde af vold mod hans tidligere samlever.

Ifølge tiltalen har den 29-årige mand gennem en periode fra december 2021 til august 2024 udsat en 34-årig kvinde for psykisk vold på lokaliteter i København, Middelfart og Fredericia.

 

Tiltalen om psykisk vold efter straffelovens § 243 omfatter blandt andet påstande om, at manden kontrollerede parrets fælles økonomi, begrænsede kvindens kontakt til familie og venner, truede med at afslutte forholdet og smide hende ud af hjemmet, flere gange låste hende ude af hjemmet samt fremsatte beskyldninger om utroskab og psykisk sygdom.

 

Anklagemyndigheden mener desuden, at manden flere gange truede med at tage parrets fælles barn fra kvinden, kørte væk med barnet uden efterfølgende at kunne kontaktes og i flere tilfælde forhindrede kvinden i at komme til barnet.

 

Derudover er den 29-årige tiltalt for tre tilfælde af vold og to tilfælde af vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter begået i perioden fra juni til august 2024.

 

Ifølge tiltalen skal manden ved forskellige lejligheder blandt andet have taget hårdt fat i kvindens arm, skubbet hende omkuld, slået hende på kinden samt to gange have taget kvælertag på hende og løftet hende op fra gulvet. Ved de sidstnævnte forhold skal kvinden ifølge tiltalen have fået vejrtrækningsbesvær og mærker på halsen.

 

Retssagen begynder ved Retten i Kolding den 16. juni 2026, og der er afsat seks retsdage til at behandle sagen.

 

Til pressen:

Anmodning om aktindsigt i anklageskriftet sendes til sojyl-aktindsigt@politi.dk


Oplys gerne journalnummer 3700-73241-00193-25 for at lette sagsbehandlingen. Angiv gerne en sikker mail for at sikre hurtigst mulig besvarelse.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi
Mest læste artikler