En 48-årig mand med bopæl i Syddjurs Kommune er ved Retten i Kolding den 2. juli 2026 blevet idømt to års fængsel for hvidvask af særlig grov beskaffenhed samt moms- og skattesvig af særlig grov karakter. Indtil videre er tre personer dømt på baggrund af en omfattende og kompleks efterforskning.
Retten i Kolding har i dag torsdag den 2. juli idømt en 48-årig mand en fængselsstraf på to år for hvidvask af særlig grov beskaffenhed samt moms- og skattesvig af særlig grov karakter.
Manden har i perioden fra den 1. januar 2024 til den 9. februar 2026 gennem forskellige virksomheder, som han var direktør og reel ejer af, hvidvasket over 13,9 millioner kroner ved at have betalt fiktive fakturaer. Fakturaerne blev udstedt af flere forskellige selskaber, der fungerede som såkaldte fakturafabrikker. Flere af disse selskaber har haft forbindelse til to mænd på henholdsvis 39 år og 23 år, der tidligere er blevet idømt fængselsstraffe for hvidvask i samme sagskompleks.
Endvidere har den 48-årige mand med bopæl i Syddjurs Kommune ladet de fiktive fakturaer indgå i sit selskabs regnskab. Derfor blev han dømt for moms- og skattesvig for samlet set over 10 millioner kroner, idet han har unddraget det offentlige at betale A-skat og arbejdsmarkedsbidrag samt indgivet urigtige oplysninger i forbindelse med indberetning af moms.
Ud over fængselsdommen er manden blevet idømt en tillægsbøde på 20.130.000 kroner, og erstatning til Skattestyrelsen på 10.069.232 kr. Han blev endvidere frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.
Der blev yderligere konfiskeret lidt over 1,5 million kroner i forbindelse med dommen.
”I denne sag var der tale om selvhvidvask, fordi det var den dømtes egne penge, som han hvidvaskede for blandt andet at undgå at betale skat og for at kunne betale sine medarbejdere sort,” udtaler specialanklager Ugur Ciftci fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.
En del af en større sag
Forud for dagens resultat i byretten har der været gennemført en kompliceret og yderst omfattende efterforskning hos Sydøstjyllands Politi, der omhandler flere stråmandvirksomheder og fakturafabrikker.
Dommen fra i dag adskiller sig ved, at den nu dømte var ejer af selskaber, der sendte penge til fakturafabrikker og derved begik selvhvidvask samt skat- og momsunddragelse.
I sidste uge blev en 39-årig mand fra Aarhus idømt to år og tre måneders ubetinget fængsel for hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed i samme sagskompleks, mens en 23-årig mand fra Vejle blev idømt to års ubetinget fængsel for det samme den 5. maj 2026.
”Der er tale om en særdeles omfangsrig sag, hvor der er sket transaktioner mellem flere forskellige personer og virksomheder. Dommen i dag sætter et foreløbigt punktum i den større sag og viser, at hvidvask samt moms- og skattesvig ikke går straffrit hen,” udtaler specialanklager Ugur Ciftci.
Den 48-årige modtog dommen.