Tre mænd bliver onsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.
Tirsdag aften blev fire mænd, der befandt sig i samme bil, anholdt i Odense. Bilen var tidligere på dagen blevet set på overvågningsbilleder fra Februarvænget i Bramdrupdam ved Kolding.
”Bilen var interessant, fordi der tirsdag omkring klokken 16.00 var begået indbrud i en villa på netop Februarvænget. Ejeren var ikke hjemme men kunne via sin telefon se, at der var et indbrud i gang og anmeldte det til os,” siger vicepolitiinspektør Carsten Vester fra Sydøstjyllands Politi.
Bilens nummerplade blev delt med andre politikredse, og efter en eftersættelse lykkedes det Fyns Politi at anholde de fire personer.
”Det var en blanding af hurtigt efterforskningsarbejde og godt samarbejde mellem kredsene, der var medvirkende til, at de fire personer nu er sigtet for indbrudstyveri,” siger Carsten Vester.
Tre af de fire anholdte bliver klokken 13.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. Der er tale om mænd på 28, 32 og 53 år, der alle har bopæl i Holland.