En 33-årig mand, der er sigtet for drab og drabsforsøg, forventes at skulle for retten den 10. juli 2026.
Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi har anmodet om et retsmøde i sagen mod en 33-årig mand. Manden er sigtet for drab på en 58-årig mand, usømmelig omgang med lig samt for drabsforsøg på to personer.
Sagen er forhåndsberammet ved Retten i Kolding den 10. juli 2026 og forventes afviklet som en tilståelsessag.
Ifølge retsmødebegæringen er manden sigtet for den 25. november 2024 at have brudt ind på en ejendom syd for Vejle i den hensigt at slå to personer ihjel. Dette mislykkedes, idet de to personer gjorde modstand, og fordi politiet efterfølgende kom til stedet og anholdt manden.
Samme dag blev den nu 33-årige mand fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.
To dage senere modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en 58-årig mand var fundet død på en anden adresse i Vejle. Den 33-årige blev sigtet for at stå bag drabet, og den 28. november 2024 blev fængslingsgrundlaget mod ham udvidet.
Ved retsmødet den 10. juli 2026 er den 33-årige mand sigtet for at have dræbt den 58-årige mand ved den 25. november 2024 at have tildelt manden flere slag med et koben samt stukket ham flere gange med en medbragt kniv.
Den 33-årige mand er desuden sigtet for usømmelig omgang med lig ved at have skåret i den afdøde mand med en kniv, inden han forlod gerningsstedet.
Der er afsat én retsdag til sagen.
Til medier:
Anmodninger om aktindsigt i retsmødebegæringen kan fra den 26. juni sendes til sojyl-aktindsigt@politi.dk.
Oplys gerne journalnummer 3700-73112-00006-24 for at lette sagsbehandlingen, og angiv en sikker mail for at sikre hurtigst mulig besvarelse.