Tirsdag 10. maj blev seks frivillige foreninger/ildsjæle flere tusinder kroner rigere og en række projekter i Kolding Kommune kom et par skridt tættere på at blive realiseret.
For tredje gang har Kolding Kommune afviklet Puljens Dag med succes, denne gang blev aftenen afsluttet med et nyt programpunkt inspireret af DR-programmet ”Løvens Hule”, og i alt seks frivillige foreninger/ildsjæle gik hjem med fyldte lommer.
Opbakningen til arrangementet i 2019 og igen i 2020 vidnede om et massivt behov for at få overblik og hjælp til at finde ud af, hvilke af kommunens mange puljer, som foreninger og engagerede borgere kan søge penge fra.
Derfor er puljens dag efterhånden blevet en fast tilbagevendende begivenhed, og på trods af et deltagerantal i år der var mindre end forventet, bliver det alligevel betragtet det som succes.
1. Viceborgmester Birgitte Munk Grunnet bød velkommen til arrangementet på Posthuset og igennem hele aftenen var kommunens medarbejdere fra de respektive puljer på plads til at fortælle om puljernes indhold, hvem der kan søge, hvordan man søger m.m. samtidigt med, at der løbende blev holdt forskellige korte minioplæg.
Aftenens sidste programpunkt, der var lidt af et eksperiment, gik dog ud over al forventning. I alt syv håbefulde frivillige foreninger/ildsjæle mødte op og pitchede deres projekt-idé foran en panel af byrådspolitikere, der i den kendte stil fra DRs program med løverne, havde taget de kritiske briller på.
Deltagerne kom med håbet om at få nogle penge med hjem til deres projekter, og byrådsmedlemmerne havde helt sikkert de gode spørgsmål klar. Men løverne havde ikke kun skarpe spørgsmål, der var også ros og interesse for flere af projekterne – så da aftenen var slut gik seks af de frivillige foreninger hjem med en pose penge.
Blandt de heldige var blandt andre Alminde Viuf Gymnastik og Idrætsforening (AVGIF) som præsenterede ”Friluftsforsamlingshuset” for løverne.
Projektet er i bund og grund 100 % finansieret allerede, men er blevet ramt af de hårde prisstigninger på materialer som der i øjeblikket ses i byggebranchen.
Derfor håbede AVGIF på en lille håndsrækning der kunne hjælpe dem med, at sætte delelementer i gang, således man kunne bevarer momentum lokalt og sikre den nødvendige fremdrift af projektet, i en ellers svær tid.
Der kunne maksimalt uddeles op til 20.000 kroner pr. projekt, men de penge kan gøre alverden forskel for mange projekter.
Både politikere og de mange frivillige ildsjæle gav udtryk for, at det var en fornøjelse af kunne få lov at mødes ansigt til ansigt, og både lave præsentation og efterfølgende have en konkret dialog omkring et givent projekt, frem for at ansøgning om støtte til et givent projekt drukner i mængden på en lang udvalgsdagsorden.