Sydøstjyllands Politi fremstiller to mænd for bedrageri

Profilbillede
dato

To mænd på 23 og 28 år blev i går anholdt og sigtet for bedrageri. I dag klokken 10.30 bliver de fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Tirsdag eftermiddag blev en 93-årig borger i Kolding-området franarret henholdsvis betalingskort, pinkoder samt kontanter. 

 

Via telefonopkald udgav gerningsmændene sig for at være fra en bank. Da de i forlængelse af opkaldet mødte op på borgerens bopæl, snød de sig til at få udleveret betalingskort, pinkoder samt 70.000 kroner i kontanter.

 

På baggrund af blandt andet signalementer af gerningsmændene lykkedes det i går Sydøstjyllands Politi at anholde og sigte to personer for bedrageri. Der er tale om to mænd på 23 og 28 år, der begge har bopæl i Kolding-området.

 

De to sigtede bliver klokken 10.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding

 

Den 23-årige mand er ud over tirsdagens bedrageri også sigtet for andre, lignende forhold. Heriblandt et forhold fra den 20. juli 2024. Her er han sigtet for at udgive sig for at være politiefterforsker og dermed have snydt sig til at få udleveret betalingskort, pinkoder samt 50.000 kroner i kontanter fra en anden borger på 83 år i Kolding. Derudover blev han anholdt og sigtet for lignende forhold af Syd- og Sønderjyllands Politi den 29. juli 2024, hvor en 89-årige borger i Haderslev blev franarret smykker og kontanter samt udlevererede betalingskort og pinkode. 

 

En tredje mand, der også formodes at have medvirket til tirsdagens bedrageri, er fortsat på fri fod.

 

”Det er en sag, som vi ser på med stor alvor. Gerningspersonerne i denne type sager går målrettet og systematisk efter nogle af de mest sårbare borgere i vores samfund. Ofrene for disse forbrydelser står ikke kun alene med store økonomiske tab, men de mister i nogle tilfælde også tilliden til andre mennesker, bliver kede af det og bliver bange for at opholde sig i eget hjem,” siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.

 

Anklagemyndigheden vil ved grundlovsforhøret anmode om dørlukning

 
Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi