Tre dømt for organiseret tyveri af designerstole fra kirker

dato

Tre tiltalte er i dag idømt henholdsvis 2 års fængsel, 1 års fængsel samt 8 måneders fængsel for adskillige tyverier og hælerier begået i forening i en periode på ca. 1 år

Retten i Kolding har i dag afsagt dom i en sag om omfattende tyverier af designerstole og lamper fra kirker i Jylland og på Fyn. Tyverierne blev begået i en periode fra sommeren 2024 frem til 2. juni 2025, hvor de tre tiltalte blev anholdt.

 

Sydøstjyllands Politi modtog i sommeren 2024 en henvendelse fra en årvågen borger, der mistænkte at han havde købt hælervarer på Facebook. Henvendelsen igangsatte en efterforskning, hvor politiet fra sommeren 2024 frem til juni 2025 efterforskede et større antal tyverier af designerstole og lamper fra kirker.

 

Efterforskningen førte til, at to 37-årige mænd og en 35-årige kvinde blev anholdt og derefter fremstillet og varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør den 3. juni 2025.

 

”Den efterfølgende efterforskning klarlagde, hvordan et betydeligt antal stole var blevet stjålet fra adskillige kirker rundt om i landet. Stolene blev efterfølgende solgt på Facebook,” forklarer anklager Kasper Sørensen fra anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi.

 

Bevisførelsen i sagen omfattede bl.a. afhøringer af en række købere af stole, gennemgang af Facebook-annoncer og kontoudtog samt udlæsning af de tiltaltes mobiltelefoner.

 

Den ene af de 37-årige mænd samt den 35-årige kvinde blev fundet skyldig i tyveri af særlig grov beskaffenhed, hvilket førte til en fængselsstraf på 2 år til manden og 1 år til kvinden. De blev fundet skyldig i tyverier fra 18 navngivne kirker og derudover blev de i en række tilfælde fundet skyldig i forsøg på tyveri samt i hæleri af adskillige designerstole. Retten lagde ved fastsættelsen af straffen vægt på, at manden tidligere var straffet flere gange samt på rollefordelingen.

 

Den anden af de 37-årige mænd, der erkendte sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen mod ham, blev dømt for tyverier fra 12 kirker samt ét tilfælde af hæleri. Han blev straffet med 8 måneders fængsel.

 

”Retten fandt det bevist, at kvinden havde gjort sig skyldig i tyverierne i forening med de øvrige tiltalte, selvom hendes rolle primært bestod i at sælge de stjålne stole videre, ud fra den betragtning, at der var tale om én samlet forbrydelse begået over en periode på ca. 1 år,” oplyser anklager Kasper Sørensen

 

Der blev endvidere konfiskeret 50.000 kr. fra både den 37-årige mand og den 35 årige kvinde, mens den 37-årige mand, der kun var tiltalt i nogle af forholdene, fik konfiskeret 20.000 kr. Pengene blev konfiskeret ud fra reglerne om udbyttekonfiskation.

 

Alle tre modtog dommen.

 

Den 35-årige kvinde og den ene af mændene blev løsladt i forbindelse med hovedforhandlingen, mens den sidste af mændene, der fik 2 års fængsel, blev varetægtsfængslet efter dom.
Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi