Tre personer fremstilles i dag i grundlovsforhør kl. 11.00 ved Retten i Kolding af anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi. De er blandt andet sigtet for forsøg på røveri.
Onsdag den 16. april 2026 kl. 12.53 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand blev afpresset af tre personer til at hæve penge i en bank i Kolding.
Politiet kom hurtigt til stedet, hvor en 35-årig mand og en 32-årig kvinde blev anholdt. Cirka to timer senere blev også en 36-årig mand anholdt i forbindelse med sagen. Den 36-årige mand har efter politiets opfattelse tilknytning til rockergrupperingen Comanches.
”Vi er tilfredse med, at vi fik anholdt de tre formodede gerningspersoner så hurtigt, og de nu bliver fremstillet i grundlovsforhør. Nu pågår der en efterforskning, der blandt andet skal klarlægge forløbet,” udtaler vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Christian Skyt.
De tre personer vil senere i dag kl. 11.00 blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding. De er alle tre sigtet for overtrædelse af våbenloven og forsøg på røveri. Den 36-årige mand er desuden sigtet for trusler på livet.
Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi forventer dørlukning i forbindelse med grundlovsforhøret.