Udenlandske værktøjstyve varetægtsfængslet

dato

Tre udenlandske mænd er blevet varetægtsfængslet og sigtet for at have stjålet en større mængde værktøj fra varebiler.

Onsdag blev tre udenlandske mænd på henholdsvis 22 år, 40 år og 41 år varetægtsfængslet i tre uger. Det skete i forbindelse med, at de blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

 

De tre mænd er sigtet for flere indbrud i varebiler, hvorfra de havde stjålet en større mængde værktøj. Indbruddene, de er sigtet for, har fundet sted i Nordjyllands og Midt- og Vestjyllands politikredse, men også i Sydøstjyllands politikreds har politiet modtaget flere anmeldelser om lignende kriminalitet.

 

”Vi har modtaget flere anmeldelser på det seneste om tyveri af værktøj, og derfor efterforsker vi også denne sag bredt for at undersøge, om den kan kobles til yderligere hændelser eller gerningsmænd,” siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen.

 

De tre mænd blev anholdt sent tirsdag aften i nærheden af Vejle på baggrund af en koordineret politiindsats.       

 

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi