En ambitiøs vision for det nye plejehjem og aktivitetstilbud for mennesker med demenssygdom beliggende i Munkebo er nu klar.
I 2027 skal der efter planen stå et nyt plejehjem og aktivitetstilbud for mennesker med demenssygdom klar til indflytning i Munkebo i Kolding. I foråret 2022 blev processen for alvor sat i gang med udarbejdelsen af et visionsoplæg.
Hvorfor lave et visions- og idégrundlag?
At bygge et helt nyt plejehjem og aktivitetstilbud er meget mere end at bygge en bygning. Det er nemlig også at kunne understøtte det levede liv og en arbejdsplads med gode arbejdsvilkår.
Altså en kompliceret proces, og her hjælper et visions- og idégrundlag til at sætte nogle fælles rammer, som kan bruges, når der skal udarbejdes byggeprogram, når byggeriet skal sendes i udbud, men også når der flyttes ind.
For det er i visionsoplægget, at de drømme og ønsker, som vi har for det liv der skal kunne leves i bygningen og området er beskrevet. Så dyk ned i visionsoplægget, hvis du vil se mere om vores ambitioner og drømme for det nye plejehjem, aktivitetstilbud og bydelen.
Designvision og Selvværd & Sammenhæng
Visionsoplægget er kommet til verden gennem en række processer, hvor Kolding Kommune og bygherren ALFABO i samarbejde har indsamlet input fra både borgere, medarbejdere, Handicaprådet og Ældrerådet.
Her bød alle ind og dannede dermed grundlaget for et visions- og idégrundlag, som favner forskellighed, fagligheder og flere perspektiver.
Alt dette hviler på Kolding Kommunes designvision, Sammen designer vi livet, og Borgerens Centrum. Det er hele kommunens fælles tilgang til opgaveløsning, og det giver os et fælles udgangspunkt, når vi skal skabe sammenhæng og løsninger på tværs.
I Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen kalder vi det Selvværd og Sammenhæng. Her gælder det, at vi først og fremmest er nysgerrige og stiller spørgsmål til borgeren, før vi begynder at tænke i faglige løsninger.
Vi tager altså udgangspunkt i borgerens virkelighed, deres livshistorier og den mangfoldighed af identiteter, som skal bo på plejehjemmet.
Derudover har visionsoplægget taget udgangspunkt i Kolding Kommunes Bæredygtighedsstrategi, som skal understøtte, at vi forsøger at skue ud i en uklar fremtid, hvor både miljømæssig og social bæredygtighed er i højsædet og løsningerne kan være mange.
”Det er et rigtigt spændende visions- og idégrundlag, som er blevet udarbejdet. Det udstikker en kurs for det nye plejehjem og aktivitetstilbud, som jeg synes taler ind i, hvordan vi regner med, at fremtidens ældrepleje kommer til at se ud."
"Og så synes jeg, at det er rigtig fedt, at så mange forskellige fagligheder har været med til at udarbejde visions- og idégrundlaget, og at vi alle har store ambitioner for, hvad vi skal tilbyde fremtidens plejehjemsbeboere," siger Gitte Meyer, chef for plejehjem, Kolding Kommune.
Fakta - Munkebo
ALFABO er bygherre på byggeriet, der skal stå klar til indflytning foråret 2027.
Der kommer til at være 70 plejeboliger for beboere med demenssygdomme, der er visiteret til en plejebolig og kan flytte ind i deres egen lejlighed på plejehjemmet med tilhørende fællesarealer.
Dertil kommer 55 pladser i visiterede aktivitetstilbud for borgere med demenssygdomme, der har behov for støtte til sociale fællesskaber og/eller aflastning. Det tilbydes på hverdage som et heldagstilbud, og borgere kan komme en eller flere gange i løbet af ugen.
I alt vil over 100 medarbejdere have deres daglige gang hen over døgnet på det nye plejehjem og i aktivitetstilbuddet.
Der bor omkring 3.300 i bydelen omkring Munkevængets Skole. Bydelen skal være en god og blandet bydel med forskellige ejerformer og typer af lejeboliger, herunder ungdomsboliger, almene familieboliger og tilgængelighedsboliger.
Der vil på sigt komme en nogenlunde lige fordeling af almene etageboliger, almene tæt/lav bebyggelse og private villaer i henhold til udviklingsplanen for Munkebo.
I bydelen er der daginstitutioner, SFO, klub, sportsfaciliteter, foreningsliv, skole, plejehjem, indkøb, apotek, frisør og spisesteder.